Genindfør grænse gendarmerne

Vi skal igen have gendarmer på grænsen
I 1969 afskaffede Danmark gendarmerne, som var en blanding af militær, politi og toldvæsen, der bevogtede grænsen. Lad os nu give det glemte korps en genfødsel. Det er en rigtigt dårlig idé, mener regeringen og Socialdemokraterne.
Men var det ikke netop regeringen og soc som kæmpede heroisk gennem mange år imod Grænsekontrol ? Det virkede ikke, var mantraet fra dem begge.
I 2011 blev en let grænsekontrol oprettet og resultaterne i månederne efter viste sig øjeblikkelig. Til gengæld fjernede Thorning regeringen enhver form for grænsekontrol, som en første regerings handling. I Thornings regeringsperiode er der kommet næsten 100.000 indvandrere ind over de åbne grænser. Hvor de fleste nu står til evig forsørgelse.
Fordelen ved Grænsegendarmerne er at de er lokale, som kender til smutvejene over grænserne, og at de kender normalbilledet ved grænsen.
Politiets indsats i dag består af en evindelig turnus ordning, hvor de dygtigt bevogter de 2 store grænsestationer, men hvor alle de små grænseovergange er ukendt land for de fleste betjente fra Nordsjælland eller Nordjylland.
For alle, som ønsker en effektiv grænsekontrol, er et gendarmer korps et effektivt middel

Konventionerne bør revideres snarest.

Jeg må undrer mig. Konventionerne blev indgået i en fjern fortid, hvor damptogene forbandt landene og sunde og bælter skabte barrierer.
Da Grundloven i 1849 blev skrevet med salig Grundtvig som pennefører, var forventningen, at der årligt skulle behandles 5 til 10 sager om indfødselsret årlig. Det var derfor en overkommelig opgave for Folketingets udvalg at forholde sig til den enkelte ansøger. Hvoraf de fleste i udvalget havde et ganske afklaret forhold en enkelte ansøger.


I dag er der sket et skred, hvor et statsborgerskab, der tidligere var en hædersgave, i dag er blevet et retskrav, hvis man bare ikke har begået alvorligere kriminalitet fornylig. Og ikke skylder for store beløb til samfundet.
På papiret behandles alle ansøgere personligt hver for sig. Men ser man  i bilagene, så er ret mange som dertil medbringer en anselig familie.

Men sagens kerne er enkel. Skal det være Danmark, som giver adgang til Kongeriget, eller skal det være teknokrater et sted i EU ?

Danmark under besættelse

Et seriøst spørgsmål til Justitsminister Søren Pind.
Vent dog gerne med svaret indtil du er kommet hjem fra ferie.

Har jeg ikke ret i, at Myndigheder der tillader uniformering af kriminelle grupper har kapituleret ? De lader sig ikke adskille fra en væbnet milits. En milits vi oplever i alle dysfunktionelle stater.
Hvordan kan demokratiet leve med væbnede grupper der bærer uniformer?
Og hvad har du som justitsminister tænkt dig at gøre ved situationen ?

Kampen om den territorielle kontrol er allerede i gang. Se dig bare omkring i Danmark. Siden Vesten er svag på værdier, svag på erkendelse, svag på tro, vil erobringen indenfra bare fortsætte. Dag for dag er der flere områder, hvor danske myndigheder reelt ikke kan komme. Det sker på din vagt Søren Pind.

Le Figaro har nu valgt side

– Vi er i krig, siger redaktøren af Le Figaro d 17/7/16

Det er et stemningsskifte i franske aviser. Redaktøren i Le Figaro, Alexis Brézet, har skrevet en leder som gør indtryk.
"Merah, Charlie, le Bataclan, Magnanville og nu Nice. Hvor mange gange før vi åbner øjene ? Hvor mange bestialske attentater og massakrer skal ske før vores ledere vil indrømme at fanatiske islamister har indledt en kamp til døden mod vort land og vor  civilisation  ?"
(Merah, Charlie, le Bataclan, Magnanville, et maintenant Nice… Combien de temps avant que nos yeux se dessillent? Combien d’attentats sauvages, de massacres aveugles avant que nos dirigeants se résignent à admettre que le fanatisme islamiste a engagé une lutte à mort contre notre pays et notre civilisation?)
Redaktøren ser hvad resten af Frankrig også ser: De er i krig.
“Vi er i krig!”, Nu er det sagt officielt.
Men han er ikke imponeret over våbnene franskmændene har valgt:
“Til våben, borgere,” råber vi, men vore våben er stearinlys, hashtags, fakkeloptog og spidsfindigheder i vore love.
Vi lader vores  grænser stå åbne (vores  frontlinjer, som soldater vil sige) for fjenden. Jihadrekrutterere går ustraffet for at forkynde deres ideologi af had i moskeer finansieret af fjenden. “Forræddere” som drog ud for at kæmpe i Syrien bliver modtaget  med en enkel “de-radikalisering”. De kan danne en femtekolonne, fordi de ikke har “begået en forbrydelse endnu”.
Frankrig har opgivet.
Krig? Hvilken krig? Vi lever som om det var fred!
Præsident Hollandes undtagelsestilstand giver han ikke noget for. Den hindrer ingenting. Kalifatets soldater udøver ikke med nogen halvvejs-krig. De kommer ind i vores arme og dræber vore sønner og kære og vi tilbyder juridisk beskyttelse til de som vil udslette os, skriver han.
Brézet sier at politiet må bevæbnes ytterligere, også militærpoliti og så må vi slutte med den perverse ideologien om at "leve sammen” som medfører at ethvert tiltag mod radikal islam bliver anset som årsak til ytterligere radikalisering af muslimer.
Denne krigen bliver lang udtaler Brézet, og vi vil møde  flere nederlag. Så det er ingen tid at miste. Det må handles nu hvis vi skal stanse opbremsningen.

En forudsigelig forbrydelse

Danmarks største guldskat bliver udstillet i sommerferien
Museet i Sønderskov udstiller nu den største guldskat fra vikingetiden, der er blevet fundet i Danmark. Et spændende fund.

Og det er min forudseelse, at om nogle uger vil skatten blive stjålet.
I de første dage vil der være fuld fokus på sikkerheden. Selv om ringene udstilles i et skrøbeligt glas skab. Alle er klar over risikoen for tyveri.

Men om få uger er landsdelens kriminelle fuldt ud orienteret om skatten gennem lokalaviserne.
Og det lille museum vil blive presset på vagter.
Med daglige vagter, og et forøget natligt kontrolapparat, vil økonomien betyde, at der skal spares på alle måder.
Så om en måneds tid vil sikkerheden hvile i ældre pensionæres hænder, da de grundet pensionen er billigste mulighed.

Det vil vil være tragisk hvis de stjæles.

Men det er sandsynligt resultatet.

En reprise ????

Statskuppet i Tyrkiet minder mig lidt om Rigsdagsbranden i Berlin.
Men dog kun lidt dog.
Rigsdagsbranden blev en vigtig begivenhed i etableringen af Nazi-Tyskland, og begyndte den 27. februar 1933 – blot en uge før valget til rigsdagen.
Branden opstod tilsyneladende flere steder i bygningen, og da brandvæsen nåede frem, havde en stor eksplosion spredt ilden til rigsdagssalen. Den hollandske kommunist Marinus van der Lubbe gemte sig nøgen bag bygningen i færd med at stryge tændstikker mod bygningen. Politiet mente dermed, at attentatmanden var grebet på fersk gerning. Han blev i retten kendt skyldig og hængt.
Hændelsen var den direkte årsag til, at den tyske præsident, Hindenburg, allerede dagen efter udstedte den såkaldte Rigsdagsbrandforordning, der gav Rigskansler Adolf Hitler næsten uindskrænkede beføjelser til at fængsle enhver politisk modstander. Og derefter startede klapjagten.
Mindre end 6 timer efter Tyrkiet kuppet var feset ud, kunne Erdogan melde, at 2.745 dommere straks skulle afsættes. Alene at skrive de mange dommeres navne ned, kunne ikke nås på den tid. Med mindre listen var forberedt inden.
Men det er jo nok bare min grimme konspirations teori, som intet har på sig.

Hvem sletter hvad, og hvad vil de opnå ?

Hvem kontrollerer kontrollanterne ? Det må være spørgsmålet efter Berlingskes geniale forside torsdag, og artiklerne bag.

Er sløringerne en reel beskyttelse af væsentlige samfundsinteresser, eller er det måske bare embedsværkets panikreaktion ovenpå forkerte beslutninger. Hvor embedsmænd og ministre er enige om, at de står sammen imod resten af landet.

Vi ved det ikke ?

For mange år siden ønskede min søns skoleklasse at prøve noget nyt. Det var ikke lovligt, meddelte inspektøren efter telefonisk kontakt med ministeriet. Jeg undrede mig så meget, at jeg personlig ringede til ministeriet 6 gange til forskellige embedsmænd. De første 5 var stålsatte. 6. gang var lykkens gang. Den sidste embedsmand kunne ikke se noget problem i sagen, og sendte en skriftlig godkendelse.
Voila!

Når man ser på censuren på Berlingskes rekvirerede papirer, kan man måske undrer sig om hvorledes censuren ville have været, hvis andre embedsmænd havde fået opgaven ?
Er censuren udført af yngste medarbejder, som måske er mere nervøs end den mere erfarne ?
Vi ved det ikke, men vi ved at offentligheden er holdt i uvidenhed.