Socialdemokraterne foreslår at nedsætte et udvalg af skriftkloge, der skal komme med idéer til at stoppe hadefulde ytringer på nettet.
Og vi er vel også enige om, at hadefulde ytringer ikke er sagen.
Men det rejser spørgsmålet om hvorledes vi afgør om hvilke ytring, der er hadefuld og hvilken som klart beskriver en situation ?
Mon ikke hver eneste dansker har sin egen mening om det – og hvem er det så som skal afgøre det?
For et par dage siden kunne man se Henrik Sass Larsen i TV, hvor han sad og bladrede på en pc. Her kom han med et par guldkorn – æres den som æres bør – om en mulig løsning.
Det var lige så enkelt som socialdemokratisk politik ofte er. Man skal bare gøre visse ord umulige at søge på. Der skal spærres for de urigtige meninger.
Det har Kina forsøgt, hvor man bl.a. spærrer for begreberne: Tibet og Ytringsfrihed.
Hvis Henrik Sass Larsen skulle bestemme hvilke søgeord, som er ret hadefulde, kunne man forestille sig ordene: Køge Café, Vanilla, Gratis frokost og Rockerrådgivning.
Men spøg til side.
Hvem er det, som skal afgøre hvilke ord der ikke må ytres ?
Kan man foreslå noget sådan uden at komme i konflikt med Grundlovens §77:
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."
Ytringsfrihed er retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, og står dermed i modsætning til censur. Ytringsfriheden har haft afgørende indflydelse på den samfundsudvikling, som har fundet sted i slutningen af 1900-tallet i den vestlige verden. Den opfattes som en af grundpillerne i et velfungerende demokrati, fordi dette bygger på fri meningsudveksling. Desuden giver ytringsfrihed mulighed for at udtrykke afvigende meninger, så risikoen for at disse får et voldeligt udtryk mindskes. Ytringsfriheden er især vigtig for mindretallene, idet de magthavende instanser på grund af deres magtposition ikke har reelt brug for beskyttelsen af retten til ytring.
Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, men er ikke ubegrænset. Ytringsfriheden indebærer, at staten ikke på forhånd kan blande sig og forbyde borgerne at komme til orde. Derimod er friheden ikke til hinder for, at man efterfølgende står til ansvar for sine ytringer, f.eks. ved en domstol. Udtalelser kan ved dom blive kendt ubeføjede, hvis retten ikke finder dem dokumenteret, ligesom overtrædelser af de lovgivningsmæssige bestemmelser naturligvis kan medføre idømmelse af straf.
Hvem er det, som skal have retten til at afgøre hvilke ting, der må drøftes i et demokrati ?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar