Amager Bakke
Der er desværre sket beklagelige fejl de seneste år
Redegørelse om udbud i Amager Resurse Center, som tidligere hed Amager Forbrænding. Den nyvalgte bestyrelse opdagede få dage efter sin tiltræden, at der har været visse uhensigtmæssige dispositioner i de tidligere år. Det gjorde, at vi i bestyrelsen bad om en grundig undersøgelse.
En redegørelse om udbudsforhold udarbejdet af ARC med bistand fra advokatfirmaet Bech-Bruun viser, at ARC i en række konkrete sager formentlig ikke har håndteret sin udbudspligt korrekt.
Redegørelsen blev forelagt ARCs bestyrelse den 13.juni på et ordinært bestyrelsesmøde, og vil efter afklaring af en række supplerende spørgsmål fra bestyrelsen, blive endeligt behandlet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Redegørelsen er som nævnt udarbejdet efter foranledning af bestyrelsen.
På mødet lagde vi i bestyrelsen vægt på, at ARC fremover sikrede åbenhed om redegørelsen. Derfor har ARC besluttet at offentliggøre det foreløbige materiale på hjemmesiden, som er behandlet af bestyrelsen.
Redegørelsen viser, at 25 leverandørforhold i perioden 1.april 2013- 31/3- 2018 formentlig ikke er håndteret korrekt. Redegørelsen omhandler tillige tre ældre forhold, som har været omtalt i netmediet Kommunen.dk. Her viser redegørelsen, at to af de tre forhold ikke er håndteret korrekt.
Direktør Dan Fredskov udtaler følgende om redegørelsen:
”ARC har gennemført i omegnen af 15.000 indkøb de seneste fem år. Vi har undersøgt 42 konkrete leverandørforhold, som på baggrund af det økonomiske omfang kunne være omfattet af EU-udbudsregler. Her viser det sig, at 25 formentlig ikke har været foretaget korrekt.
Det er et uacceptabelt antal fejl. Det er dybt beklageligt.
ARCs fokus er nu at sikre, at alle fremtidige indkøb bliver foretaget efter gældende regler. I den forbindelse har jeg bedt advokatfirmaet Bech-Bruun rådgive ARC om de nødvendige initiativer.
Der er tillige implementeret en række foreløbige tiltag, der skal forhindre nye udbudsfejl indtil en permanent løsning er på plads”.
Som medlem af bestyrelsen er det slet ikke i orden, hvad der er sket.
Slet ikke.
Men nu er der taget fat på oprydningen.
Og bestyrelsen er enige om en stram styring.
Med venlig hilsen
Morten Dreyer DF
Medlem af ARCs bestyrelse