En fast tilbagevendende del i dansk TV er en lind strøm af feministiske svenske kriminalhistorier skrevet af begge køn.
De fleste foregår i idylliske provinsbyer, hvor lyshårede svenskere på skift slår hinanden ihjel, samtidig med amoriøse følelser strømmer imellem de andre. I alle afsnit er der ofte to "gidsler". Det ene er en skuespiller fra Danmark, som derved sikre en produktionsstøtte fra det danske filminstitut. Det andet er et etnisk indslag med en enkel indvandre helt alene i det mondæne Sandhamn eller i Visby.
Der er en fælles aftale om at holde virkeligheden i Sverige ude af disse fortællinger. Vi befinder os i en tidslomme uden relevans til omgivelserne.
Læser man indenad i statestikken vil man se at hovedparten af drab og drabsforsøg sker på gaderne med indvandrere indblandet.
Ove Dahl, der er tidligere dansk drabschef i politiet, skrev i sin bog: "Men jeg er bestemt ikke racist. Jeg holder mig bare til de tørre tal og de facts, som jeg har kunnet se i min hverdag i politiet. Når jeg på navnene på de gerningsmænd, der har begået drab eller drabsforsøg, været med i bandekonflikt, røveri, voldtægt – så er det et fremmedartet navn i 95 procent af sagerne. Det er da alt for meget De er nogle tal, man ikke kan løbe fra. Men det er nogle tal, som mange har svært ved at forholde sig til, også rent politisk.” (s. 239f),
Der er i Sverige gerne et drab hver 2 dag og nogle skyderier om ugen. I sidste uge var dagsrationen en dag, at blev tre skudt i Stockholm og tre i Malmø. En er død, – det var en uskyldig fremmed – men det ser alvorligt ud for en til. Der blev også skudt i Örebro, men vistnok uden ofre.
Svenske medier har en kunstig neutral, lidt for optimistisk måde at rapportere disse forbrydelser på. Det er en overfriskhed, som svenskerne skal aflæse: “multikulturen er alligevel det hele værd. Tæl kun de lyse stunder, øvrigheden vil jer det vel.” Når det går høj siger nogle på gaden “der är tråkigt” eller “det är för jävligt”, og så går livet og døden videre. Vi dvæler ikke ved det, nogen kunne blive vred. Dette er Danmark om ti-femten år.
Men indtil det så hygger vi os med hyggelige drab i ren Morten Korch idyl, og forsøger at holde virkeligheden i by- og landretterne ude af syn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar