onsdag den 21. august 2013
Sven Norup og Dolly Parton
Amagerlistens Sven Norups politik er ren Dolly Parton
I Dragør Nyt løfter han lidt af gardinet for hvordan Amagerlisten forestiller sig fremtiden, hvis de, hvad Guderne må forbyde, måtte få indflydelse i Dragør.
Lidt enkelt kan det udtrykkes, at Sven Norup abonnerer på den økonomiske Dolly Parton-skole:
»Ufattelige størrelser, helt ude af proportioner, og uden nogen synlig støtte«.
Tag et eksempel. Der bruges 100 mio på administration i Dragør om året. Det er vi ret enige om.
Men hvis hr Norup mener, at vi med en sammenlægning med Tårnby kan spare 100 mio, så er det en ren Dolly Parton.
Hvis man læser det med småt i De Kommunale Nøgletal vil det vise sig for Amagerlisten, at tingene ikke er så enkle alligevel.
Administration er andet og mere end en kommunaldirektør og en borgmester. Det omfatter også en skolesekretær, en plejehjemsleder og en børnehaveleder med flere. Her vil en sammenlægning ikke føre til de store besparelser, da vi vel er enige om, at en effektiv skole har brug for en sekretær?
Eller forestiller Amagerlisten sig, at sekretæren på Tårnbys Skelgårdsskolen i sin spildtid skal overtage sekretærfunktionen på St. Magleby Skole? Det må de gøre, hvis de opfatter at Dragør kan spare 100 mio ved en sammenlægning med Tårnby.
Dragør er blevet effektiv siden DF kom til
Personaleforbruget opgøres årligt af Indenrigsministeriet ved at de ser på lønregnskaberne.
Det er tal som der dårligt kan fuskes med.
I 2012 brugte Dragør 10,9 årsværk pr 1.000 borger i kommunen på "Ledelse og Administration".
Om det er meget kan der være delte meninger om.
Til gengæld brugte Tårnby i samme periode 14.9 årsværk pr 1.000 borger i kommunen.
Deres administration må være ganske stor i forhold til Gåserepublikkens.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar