En række it-organisationer, eksperter og aktører var indkaldt til at tale ved høringen i Folketinget forleden om loven, og især it-folkene kritiserede regeringens planer i skarpe vendinger.
En mand rejste sig op, da seancen var ved at slutte og spurgte: "Hvor mange it-folk er til stede her?" Cirka 30 rakte hånden i vejret.
Derpå spurgte han: "Hvem af jer tror på, at man kan lave et system, som sikrer hemmelig afstemning samtidig med, at sikkerheden sikres?" Her rakte kun tre eller fire hånden op. 90 procent finder det umuligt at skabe et sådant system.
Mon ikke de positive it-folk er ansatte i virksomheder, som forventer at få opgaven?
"Et troværdigt e-valg-system, der er korrekt og sikkert, så det ikke kan hackes, og som respekterer demokratiets fundamentale principper, eksisterer ikke. Og vi ved ikke, hvordan man skaber sådan et system", sagde professor Joseph Kiniry fra DTU, der har forsket i elektroniske valgsystemer og elektronisk stemmeafgivelse i 10 år.
Det vil tage årtier, før teknologien er klar. I Florida oplevede man en elektronisk stemmeboks, som ved optællingen viste, at Al Gore manglede 19.000 stemmer i at have nul stemmer. Man har endnu ikke fundet ud af fejlen. Der var dertil særdeles mange andre fejlramte bokse.
Danskerne er vant til NemID, netbank og digitale selvangivelser. Så hvordan kan det være så svært at lave et e-valg-system?
Problemet er, at et valg på en gang skal være hemmeligt, sikkert og muligt at kontrollere. Det kræver Grundloven og almindelig redelighed. Der findes simpelthen ikke løsninger, der kan klare alle tre ting på en gang. Det svarer til at løse cirklens kvadratur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar