Filmanmeldere er ligesom publikum ikke ens.
Det betyder, at de hver har deres egen indgang til en film.
I dag har vi et bredt spektret udbud af film i alle genrer. Med hver deres publikum.
Stolthed og Fordom har sit publikum og det samme har Die Hard filmene.
Men det tager avisernes redaktioner sig ofte ikke af.
De har en række filmanmeldere at trække på, og hvis bare anmelderen har taget en universitetsgrad indenfor filmområdet, så bruges de til allehånde film. Også film, hvis eksistens er dem dybt imod.
Derved kan læserne reelt ikke bruge deres anmeldelser til noget.
Tilbage i tresserne havde BT en anmelder ved navn Inge Dam, hvis domme jeg fulgte tæt. Roste hun en film varmt, var jeg klar over, at den burde undgås. Blev en film nedsablet var jeg til gengæld klar over, at filmen skulle ses i næste uge. Systemet var ufejlbarlig.
Med de nye metoder med at give stjerner, hatte og alskens tant som mål for anmeldelsen, er det usikkert for læserene.
For er to stjerner en god film?
Det afhænger af anmelderen. Er hantil Woody Allen film og er tvunget ind til drengerøvsfilm, så er to stjerner nok særdeles godt. Men hvis anmelderen finder, at en Film som One Shot med Tom Cruise, skal ses med en max størrelse popcorn og kæmpe cola til, så er bare to stjerner nok for hård en dom.
Og måske er dommen også mere et udtryk for anmelderes savn af en vittig newyorker dialog.
Tænk om man lod filmanmelderne holde sig til de genrer som de forstår og kan lide.
Vi er enkelte som mener, at når Bruce Willis i Die Hard nummer et eller andet kommer med råbet: yippee ki yay your mother ... så er filmen hjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar