onsdag den 20. juni 2012

Norge har netop vist vejen. De har købt de første to F-35 fly. De forventer at købe yderligere 50 fly i løbet af få år. Pris 60 milliarder kroner.


Det sker som en optakt til kampen om naturresurserne omkring Nordpolen.

I kapløbet om udvinding af de kolossale resurser i det arktiske område, hvor Norge, USA, Canada, Rusland og lille Danmark alle gør krav på rettigheder må de være forberedt. Selv Kina har meldt sig på banen.

Den norske regering har indset, at krav på del i udvindingen af resurserne kun tages alvorligt med vilje og evne til at håndhæve sin suverænitet; i givet med militær magt.



Det er ikke pebernødder, der spilles om. Muligvis ligger jordens sidste store forekomst af resurser i det arktiske område. En lang række lande er parat til at byde ind og være med til at dele kagen. F-35 flyet ser kolossalt dyrt ud; men er sikkert det mest omkostningeffektive militære isenkram på markedet i dag.

Det er et helt nyt fly, som vil være i front i de næste 40, måske 50 år på samme måde som F-16 flyene, som Danmark og Norge anskaffede i 70érne. Så sent som ved indsatsen i Libyen viste F-16 sig som et særdeles kraftigt våben.

Skal Danmark hævde retten over en del af nordpolsområdet, så kræver det militære evner og ikke mindst viljen til at bruge dem.

Har Danmark det ?

Hvis ikke, så bør Danmark måske hellere erkende det straks og trække sig ud af hundeslagsmålet om den fremtidige velstand. At bruge milliarder på udforskning og diplomatiske forhandlinger er spildte kræfter, hvis ikke man sætter militær magt bag. Så hellere sætte sig i kakkelovnskrogen sammen med den nuværende regering og fordele fattigdommen.




Ingen kommentarer: