fredag den 8. april 2011

Søndermarkens fornyelse

Søndermarken skal i de kommende måneder fornys.

Det er positivt, at man går i gang, men de fysiske rammer er ikke alt. Også forvaltningen af parken bør ændres.

Gennem de sidste år har Dansk Folkeparti hvert år afholdt et Grundlovsmøde i Søndermarken. Det har været et mindre arrangement med 100 til 200 deltagere, som i fællesskab og i stilfærdighed fejrede Danmarks Riges Grundlov. En aktuel taler holdt hvert år et kort indslag om sit forhold til grundloven. En tale som blev holdt uden højtalere, for ikke at forstyrre parkens andre brugere.

Det gør vi ikke i år i Søndermarken. År efter år er betingelserne for Dansk Folkeparti blevet så forringet, så det nærmest virkede som ren chikane fra administratorerne, som måske helst så Dansk Folkeparti forsvinde fra Søndermarken.



Tak til Nordeafonden



Nordeafondens gavmilde støtte muliggør en række forbedringer:

- En innovativ motionsrute på 2,5 km med indbygget belysning og digitale funktioner samt 4 tilhørende aktivitetspunkter til fremme af bevægelse og leg.

- Genskabelse af forsvundne kulturhistoriske bygningsværker, der kan fungere som nye baser for havens brugere og understøtte den oprindelige landskabsarkitektoniske idé.

- Flere naturoplevelser, blandt andet ved etablering af nye vådområder og nye former for naturformidling.

"Med Liv & Lys skaber vi et rekreativt område af internationalt format. Med kombinationen af motion, kultur og natur i én samlet pakke kan vi tilgodese et bredt udsnit af brugerne, og jeg tror, at projektet vil løfte Søndermarken op blandt de mest populære samlingssteder i hovedstaden", siger Slots- og Ejendomsstyrelsens direktør, Carsten Jarlov.



Det bliver en spændende fysisk udvikling i de næste par år.



Men hvis drømmen om at løfte Søndermarken op som et populært samlingssted skal opfyldes, skal man alvorligt tage vilkårene for lån – og ikke mindst deres fortolkning – op til en revision. Som Dansk Folkepartis planlæggere oplever det, så virker det reelt, som om de lokale Søndermarken ansatte opfatter parken som deres helt egen ejendom. Og de har deres egne idéer om hvilke foreninger de ønsker som brugere. Og ikke mindst de foreninger de ikke ønsker.

"Vi kalder Frederiksberg for hovedstadens grønne hjerte. Med sit fokus på natur, kultur og bevægelse konkretiserer projekt Liv & Lys meget præcist vores vision om en grøn og pulserende storby, som taler til både krop og sjæl. Det bliver spændende at følge skabelsen af det "nye" Søndermarken" udtaler Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj (C).

Skal det blive virkelighed, kræver det en ændret indstilling hos administrationen, så den ikke ledes efter den lokale fagforening 3F´s ortodokse og meget fortidige holdninger. Søndermarken bør være for alle brugere.

Ingen kommentarer: