Det første, som de tusindvis af turister møder, når de kommer med færgen til Gedser, er DSB’s losseplads af udtjente togvogne. Lige 100 meter øst fra landgangen ligger et klondike. Et halvt dusin nedslidte togvogne, som sandsynlig ikke er vedligeholdt, siden kong Frederik IX kom på tronen i 1947.
Det er grimt, men det passer måske ganske godt til togremisen ved siden af, hvor der er store huller i taget og afskallede mure som set i Albanien i 1990’erne. Det eneste opmuntrende er, at der er et par kæmpeskilte for Carlsberg på et par af togvognene som et nyere festligt indslag fra 1960’erne. Skiltene er beskidte, de er frønnede og skæve, men navnet er tydeligt.
Carlsberg må være stolt over at være repræsenteret på Gedsers depot for defekt DSB-materiel.
Det kan være, at planen er, at det hele skal renoveres, når mulighederne er til stede, men indtil da bør det ikke være titusinder af turisters første indtryk af Danmark. Kan DSB og Carlsberg ikke selv se det, så bør transportministeren som ansvarlig for DSB give en frist på 14 dage til at få fjernet lossepladsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar