Brud på EU direktiv om giftstoffer.
Hvad vil Miljøminister Karen Ellemann gøre ved Københavns Lufthavns bevidste overtrædelse af reglerne for brug af giftstoffer ? Lufthavnen har i 2010 besluttet sig for at udså ”giftigt græs” på friarealerne. 500 hektar i alt.
Det sker som et forsøg på at holde fugle væk fra startbanerne og undgå bird-strikes på en langt billigere måde end man gør i dag med ”Mågejægerne”.
Det ”giftige græs” består af græssorter, som er inficeret med koncentreret giftsvampe, de såkaldte endofytter. Det er giftstoffer, som ikke må importeres i EU, da man endnu ikke har taget stilling til deres farlighed og håndteringen af dem. Når græsset går i blomst, spredes frøene meget vidt omkring af vinden. Erfaringer i en lufthavn i USA og en i New Zealand viser, at man ikke kan styre græsset, som spredes til omgivelserne.
Græsset virker på fugle som spiser græs; de bliver dårlige af det og undgår derfor arealet for fremtiden.
Men det optages også af græs ædende pattedyr, som for eksempel heste. Alle heste ejere er klar over, at heste oftest har en følsom mave. Svampene kan ikke smages og heste risikerer at dø, hvis de spiser sådanne svampe.
Til orientering er der på landbrugsarealerne omkring lufthavnen den største bestand af heste i Danmark.
For mere end et halvt år siden rejste jeg sagen overfor Lufthavnen og fik et ikke-svar fra sikkerhedschefen. Der var intet problem, alt var undersøgt og ingen fare, var hans holdning.
Da Dragør og Tårnby kommuner er handlingskommuner kontaktede jeg dem. De var ikke klar over Lufthavnens initiativ, men blev det.
Lufthavnen er blevet klar over problemstillingen, og deres Miljøchef er i tæt kontakt med Miljøstyrelsen og Plantedirektoratet.
De er helt klar over, at man ikke må indføre sådanne stoffer, før stofferne er kommet på EU´s positivliste, hvilket er oplyst direkte overfor miljøchefen i Lufthavnen.
På trods af dette fortsætter man med ulovlighederne. Man påtænker i år at tilså 30 hektarer.
Men problemet er, at man allerede nu har tilsået 1 hektar, selv om Miljøstyrelsen har påpeget, at det er ulovligt.
Det er en overtrædelse af Biociddirektivet 98/8/EF.
Miljøminister Karen Ellermann, gælder loven ikke for Lufthaven? Hvad har du som minister tænkt dig at gøre for at overholde loven?
Morten Dreyer
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Medlem af Dragør Byråd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar