Dansk retsvæsen minder om avisredaktionerne i Det Vilde Vesten.
Avisernes største skrifttype, Kristus Typerne, blev gemt i nederste skuffe og aldrig brugt. De var reserveret til Kristus Genkomst. Hvorledes skulle man ellers fejrer det, hvis man tidligere havde brugt typerne på mindre betydende sager?
Retsvæsenet bruger straframmerne på samme måde. Folketinget har i love givet en maksimal straf for allehånde forbrydelser. Og Højesteret forsøger, som i sin tid redaktøren i Toomstone Gazette at beskytte Kristus typerne, ved aldrig at bruge straframmen fuldt ud. Der skal altid være mulighed for en højere straf for en værre forbrydelse i morgen.
For at tage et eksempel, så lyder en lov: Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffen kan efter § 216, stk. 2, stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Det tyder på en alvorlig straf, hvis man ser på lovens bogstav. Men Højesteret har dog modereret alvoren ved at lægge en sædvane, som er langt lavere end Folketinget har meldt ud. Dømmer Byretten undtagelsesvis hårdere, så er det så sikkert som Amen i kirken, at forsvaren appelerer sagen, så dommen derpå nedsættes til sædvanen.
I sommers blev en taxichauffør idømt voldtægt af en 16 årig pige i sin taxi. For nogle tidligere betingerede sager og for voldtægten fik han 1 års fængsel.
Der er lang vej op til de 8 eller 12 år, som Folketinget har besluttet som øvre grænse bare for voldtægten.
1 år, hvilket betyder at med sædvanen for prøveløsladelser, så er han på gaden igen 6 til 8 måneder senere.
Tænk om straffeloven blev lavet helt om ?
Som udgangspunkt idømmes den maksimale straf. Finder dommerne, at der specielt i den enkelte sag er formildende omstændigheder, kan straffen nedsættes. Sker det, så skal der skriftligt i dommen angives hvilke begrundelser dommerne har lagt vægt på.
Morten Dreyer