fredag den 26. juli 2013

Brug Dosispakket medicin på plejehjem

Jeg forstår ikke at plejehjem og andre kommunale steder for ældre, ikke får Dosispakket medicin. De steder der i dag får maskinelt dosispakket medicin, oplever færre medicineringsfejl, og samtidig er det en stor lettelse for sygeplejerskerne, at de blandt andet ikke længere skal trykke medicin ud af blisterpakninger til 14 dages forbrug. Det frigiver ressourcer til andre plejeopgaver, og erfaringerne viser, at timerne eksempelvis kan bruges til etablering af et udgående akutteam, så man forbedrer servicen for de ældre. Det er dokumenteret, at cirka 100.000 danskere kunne få glæde af dosispakket medicin. Potentialet er stort, to ud af tre ældre borgere over 75 år bruger i løbet af et år mindst tre forskellige typer medicin, og op til 15 procent af de ældre får mere end 10 forskellige typer medicin om året. Økonomisk er det gratis for borgerne, fordi gebyret til dosispakning opvejes af, at de hele tiden er sikret den rigtige medicin til den billigste pris. Hvis lægen ordinerer medicinen dosispakket, giver sygesikringen tilskud til gebyret. Dosispakket medicin er i syv ud af ti tilfælde billigere for den ældre end almindelig pakket medicin, fordi der dosispakkes ud fra de største og billigste pakninger. Jeg har foreslået, at vi i Dragør går over til Dosispakninger. Men hvad med din kommune? Det er ikke dyrere, men langt mere sikkert overfor de ældre.

Ingen kommentarer: